Styringen inddrages i ESP-systemet

ESP har bevist sin værdi, når det gælder om at undgå udskridninger. Det elektroniske stabilitetssystem kan udligne førerfejl og genoprette balancen ved kort at afbremse et af bilens hjul.

Det er imidlertid ikke særlig behageligt at blive ”korrekset” af systemet med et indgreb, der kan virke som et smæk over fingrene til bilisten.

I stedet kan man lade elektronikken gribe umærkeligt ind i styringen. Det kræver, at bilen har elektrisk servostyring, men det har flere og flere modeller som standard. Toyota har allerede udviklet et system til Lexus GS 430, som har ren steer-by-wire, men nu er Bosch, som var først med ESP, på vej med en ny såkaldt styreassistent til biler med elektrisk servostyring og ESP.

Der kræves ikke yderligere isenkram. Systemet benytter eksisterende sensorer, men en særlig software sørger for, at styrevinklen optimeres i forhold til køresituationen, således at bilen automatisk kontrastyrer en smule ved tendens til baghjulsudskridning. Ved understyring fremkaldt af for kraftig indstyring i sving vil bilisten instinktivt øge styrevinklen og hermed øge risikoen for en forhjulsudskridning, men så griber elektronikken ind ved at mindske vinklen og genvinde vejgrebet.

Styreassistenten er endnu på prototype-stadiet, og det er ikke oplyst, hvornår den vil debutere i en produktionsmodel.